En af nyere tids største spilfænomener må siges at være Multiplayer Online Battle Arena, bedre kendt som MOBA. Genren er stadig relativt ny, men har på rekordtid fået en særlig plads i mange gameres hjerter. Kommercielt set er MOBA-genren en kæmpe succes, der har tiltrukket millioner af spillere. De tunge drenge i ligaen er Dota 2 og League of Legends, der begge ligger helt i toppen af popularitetsskalaen, når det kommer til MOBAs. Dog har trenden indenfor gaming-verdenen også fået mange andre spiludviklere til at hoppe med på vognen. Spil som Airmech (2012), Smite (2014) og senest Heroes of the Storm (2015) har også vundet stor tilslutning. At en spilvirksomhed så stor som Blizzard Entertainments vælger at afvige fra MMORPG-kæmpesuccesen, World of Warcraft, vidner om, at der er mange penge at hente i MOBA-industrien.

MOBA træder ind i E-sportens verden

Med Riot Games’ mega-succes, League of Legends, i spidsen trådte MOBA officielt ind i E-sportens verden for bare 8 år siden. Dengang var præmien omkring 45.000 dkk. Allerede i 2011 havde LoL vundet så stor popularitet blandt prof-spillere, sponsorer og tilskuere, at der blev arrangeret et verdensmesterskab ved DreamHack 2011. Spillerne konkurrerede om verdensmestertitlen samt en pengepræmie på hvad der svarer til 320.000 dkk. Den samlede præmiepulje var estimeret til 640.000 dkk!

Også Dota 2 har skabt en plads i E-sporten. Tilbage i 2011 afholdte skaberne af spillet, Valve Corporation, de internationale mesterskaber i Dota 2, kendt som The International, med en samlet pengepræmie på 6,4 mio. dkk. Året efter gentog firmaet successen. MOBA-gengren, der startede som den grimme ælling i gamingverdenen, er i sandhed blevet til en svane! Multiplayer Online Battle Arena er blevet en så stor succes rent kommercielt, at sponsorer strømmer til. Selv Gillette, Monster Energy og Snickers ønsker en bid af kagen. Der er ingen tvivl om, at der gemmer sig mange millioner kroner i branding og marketing af MOBA i E-sportens verden.

Dansk E-sport og MOBA

Selvom flere store udenlandske firmaer hastigt øger deres investeringer i E-sport, mener flere danske E-sportsudøvere, at Danmark halter bagefter. E-sport mangler, ifølge flere danske spillere, anerkendelse og accept i den danske sportsverden. Blandt andre August Rosenheimer, som er tidligere verdensmester i sportsspillet Fifa har udtalt, at danskerne bør anerkende E-sport som en reel sport. Set i lyset af dette har flere danske E-sportsudøvere dog allerede gjort store fremskridt på den internationale scene, heriblandt CounterStrike-teamet Astralis.

Indenfor MOBA-gengren har flere danskere også gjort sig bemærket i E-sporten, herunder er den nok mest succesfulde Søren Bjerg, også kendt som Bjergsen, der indtil videre har vundet for omkring en halv million danske kroner i LCS (League of Legends Championship Series). Også Mads Brock-Pedersen og Rasmus Winther har opnået succes indenfor MOBA-genren. De spiller begge LoL for det verdenskendte E-sportsteam Fnatic.

MOBA er, uden tvivl, kommet for at blive, og spilgenren bringer millioner med sig!